Begivenhedskalender

Foregående måned Foregående dag Næste dag Næste måned
efter år efter måned efter uge I dag Søg Vælg ny måned
"Bruckner og Arensky - to store romantikere" Sønderho Kirke
Torsdag, 13 August 2020, 19:30
Kontakt www.eicmf.dk

 

"Bruckner og Arensky - to store romantikere”

 

Anton Bruckner: Strygekvintet i F-Dur,

 Bogdan Bozovic og Sini Simonen- violin, Michel Camille og Dana Zemtsov - bratsch, Franz Ortner - cello


Anton Arensky: Kvartet No.2 i a-mol for violin, bratsch og to celloer.

 Kana Sugimura - violin, Dana Zemtsov - bratsch, Franz Ortner og Pau Codina - cello

 

Anton Bruckner (1824-1896): Strygekvintet i F-dur (1878-79)

I. Gemäßigt
II. Scherzo. Schnell - Trio. Langsamer
III. Adagio
IV. Finale. Lebhaft bewegt

Det er ikke ofte man hører Bruckner ved en kammermusikfestival, Bruckner er mest kendt for sine 9 timelange symfonier, der ofte findes i flere versioner, og hans kammermusikværker kan nærmest tælles på én hånd.

Han var i sin samtid meget påvirkelig af andres meninger og lod sig inspirere af Liszt og Wagner til hvem han havde et nærmest underdanigt forhold. Han kom, uden egentlig at ville det, til at stå i et modsætningsforhold til Brahms, og blev nærmest så forfulgt af tidens store musikkritiker Eduard Hanslick at det havde en mærkbar indflydelse på udbredelsen af hans musik i hans samtid.


Bruckner er dog, kan vi nu se, i sine symfonier en markant skikkelse i udviklingen fra Schuberts tidlige romantik til Gustav Mahlers næsten konkret betydningsbærende symfonier.
Da Bruckner mestendels var til de store orkestrale udladninger, og virkede som organist, hvilket også ofte medfører en vis storladenhed, er det måske ikke så mærkeligt at kammermusikken som sådan ikke har en naturlig plads i hans skaben. Kvintetten er et bestillingsarbejde fra Josef Hellmesberger, Sr., der på det tidspunkt var både direktør for Wiens konservatorium og koncertmester i Philharmonikerne. Skønt kvintetten var færdig i 1879, blev den ikke spillet i sin helhed før 1885, men da den så endelig blev spillet blev den et af de oftest spillede Bruckner-værker i Bruckners levetid.


Det er måske ikke en overraskelse, at kvintetten kan synes at have en del lighedspunkter med de monumentale symfonier, alene længden på næsten tre kvarter er symfonisk, og de fire satser indeholder afsnit med livligt kontrapunkt, en rig og ganske kromatisk harmonik, en Wagnersk tilgang til motivudvikling, referencer til østrigsk folkemusik med en rustik Ländler, og en orkestral behandling af de 5 instrumenter.


Dette nedskalerede symfoniorkester viser sig især i adagio-satsen, der er skrevet i den for strygere bøvlede toneart Ges-dur. Her præsenteres først et udbredt motiv, næsten som en hymne, med en tydelig nedadgående tendens. Lidt senere indføres en ny ide, med en lidt mere rytmisk karakter og med en tydelig pulseren i 1/8-dele, der dækker over at det nye motiv der høres er en omvending af det indledende motiv – nu med en opadgående tendens. Det tager lidt tid at få de ideer til at smelte sammen, men Bruckner har heller aldrig haft travlt.

 

 

Anton Arensky (1861-1906) Strygekvartet nr. 2 i a-moll opus 35

I.   Moderato
II. Variations sur un thême de P. Tschaikowsky. Moderato
III.Finale. Andante sostenuto

Arensky er en af de i vesten mindre kendte russiske komponister. En forholdsvis kort, men ret glorværdig karriere, blev ham til del. Som 9-årig begyndte han at komponere, sange og små klaverstykker, og som 18-årig kom han på konservatoriet i Sankt Petersborg og fik ingen ringere end Rimsky-KJorsakov som lærer i komposition. Som 22-årig blev han ansat ved konservatoriet i Moskva, og 28 år gammel blev han professor og underviste bl.a. Rachmaninov og Scriabin. Så han udgør et vigtigt led i den russiske musiks historie. Da han var 35 flyttede han tilbage til Sankt Petersborg for at blive kordirigent ved det kejserlige Kapel. Som 40-årig opgav han faste stillinger for at leve som fri kunstner , dog med en fin pension; men de sidste år blev præget af hans hang til alkohol og spil samt plaget af den tuberkulose, han døde af i det dengang russiske Storfyrstendømme Finland.
Han værkrække består af ca. 75 opusnumre og inkluderer 3 operaer, 2 symfonier, 1 klaverkoncert, 1 violinkoncert osv., samt en del kammermusik heriblandt denne strygekvartet i a-moll, der er tilegnet mindet om Peter Tchaikowsky, hvilket viser sig tydeligst i 2. satsen, der er en række variationer over et tema af Tchaikowsky (”Legende” - det 5. af 16 stykker for børn, opus 54).


Det første man lægger mærke til er at der i denne strygekvartet er to celli i stedet for 2 violiner. Dette giver en mørk farvning af klangen, der i sin karakter svarer ret godt til vores billede af den dystre russiske folkesjæl. Arensky var glad for kvartetten, så glad at han arrangerede 2. satsen for fuldt besat strygeorkester – opus 34a med samme titel – og han arrangerede endvidere kvartetten for den normale kvartetbesætning med 2 violiner og for 4-hændigt klaver.

De tre satser er udtryksfulde, velskrevne og med Arenskys brug af en salme til indledning af 1. sats og et motiv fra en russisk messe til indledning af 3. sats er scenen sat for et musikalsk memento.
Dog er der mere end det: 3. satsens indledning overtages af en folke-melodi der forbindes med kroningen af Tsaren og tidliogere er benyttet af såvel Beethoven i hans kvartet op. 59 nr. 2, som af Mussorgsky i Boris Gudounov. Måske gør Arensky på denne måde Tschaikowky til Musikkens Tsar!?

 

Sted: Sønderho Strandvej 1A, Sønderho, 6720 Fanø,
Billetpris: Kr.150
Billetter kan købes ved indgangen

Kontakt

EICMF

Ledelse