Begivenhedskalender

Foregående måned Foregående dag Næste dag Næste måned
efter år efter måned efter uge I dag Søg Vælg ny måned
"Symfonikernes kvintetter” Bruckner og Brahms. Ribe Kunstmuseum
Fredag, 14 August 2020, 17:00
Kontakt www.eicmf.dk

Anton Bruckner: Strygekvintet i F-Dur. 

Bogdan Bozovic og Sini Simonen- violin,

Michel Camille og Dana Zemtsov - bratsch, Franz Ortner - cello

 

Johannes Brahms: Klarinetkvintet i h-mol Op.115. 

Ron Chen-Zion - klarinet, Sini Simonen og

Bogdan Bozovic - violin, Dana Zemtsov - bratsch, Franz Ortner - cello

 

Anton Bruckner (1824-1896): Strygekvintet i F-dur (1878-79)

I. Gemäßigt

II. Scherzo. Schnell - Trio. Langsamer

III. Adagio

IV. Finale. Lebhaft bewegt

Det er ikke ofte man hører Bruckner ved en kammermusikfestival, Bruckner er mest kendt for sine 9 timelange symfonier, der ofte findes i flere versioner, og hans kammermusikværker kan nærmest tælles på én hånd.

Han var i sin samtid meget påvirkelig af andres meninger og lod sig inspirere af Liszt og Wagner til hvem han havde et nærmest underdanigt forhold. Han kom, uden egentlig at ville det, til at stå i et modsætningsforhold til Brahms, og blev nærmest så forfulgt af tidens store musikkritiker Eduard Hanslick at det havde en mærkbar indflydelse på udbredelsen af hans musik i hans samtid.

Bruckner er dog, kan vi nu se, i sine symfonier en markant skikkelse i udviklingen fra Schuberts tidlige romantik til Gustav Mahlers næsten konkret betydningsbærende symfonier.

Da Bruckner mestendels var til de store orkestrale udladninger, og virkede som organist, hvilket også ofte medfører en vis storladenhed, er det måske ikke så mærkeligt at kammermusikken som sådan ikke har en naturlig plads i hans skaben. Kvintetten er et bestillingsarbejde fra Josef Hellmesberger, Sr., der på det tidspunkt var både direktør for Wiens konservatorium og koncertmester i Philharmonikerne. Skønt kvintetten var færdig i 1879, blev den ikke spillet i sin helhed før 1885, men da den så endelig blev spillet blev den et af de oftest spillede Bruckner-værker i Bruckners levetid.

Det er måske ikke en overraskelse, at kvintetten kan synes at have en del lighedspunkter med de monumentale symfonier, alene længden på næsten tre kvarter er symfonisk, og de fire satser indeholder afsnit med livligt kontrapunkt, en rig og ganske kromatisk harmonik, en Wagnersk tilgang til motivudvikling, referencer til østrigsk folkemusik med en rustik Ländler, og en orkestral behandling af de 5 instrumenter.

Dette nedskalerede symfoniorkester viser sig især i adagio-satsen, der er skrevet i den for strygere bøvlede toneart Ges-dur. Her præsenteres først et udbredt motiv, næsten som en hymne, med en tydelig nedadgående tendens. Lidt senere indføres en ny ide, med en lidt mere rytmisk karakter og med en tydelig pulseren i 1/8-dele, der dækker over at det nye motiv der høres er en omvending af det indledende motiv – nu med en opadgående tendens. Det tager lidt tid at få de ideer til at smelte sammen, men Bruckner har heller aldrig haft travlt.

Johannes Brahms (1833-1997) Klarinetkvintet i h-moll opus 115

I.   Allegro

II.  Adagio

III. Andantino

IV. Con moto

Johannes Brahms sidste værk har opusnummeret 122, så opus 115 siger at det er et sent værk. Det er et værk, der er skrevet flere år efter, Brahms som 57-årig havde meddelt, at han ikke længere ville komponere. Han havde skrevet, hvad han havde at skrive, det flød ikke længere, nu ville han bruge resten af sin tid på at bringe orden i sine sager og revidere de mange tidligere værker. Som så ofte før gik det heller ikke her som præsten prædikede. Under et besøg i Meiningen mødte Brahms klarinettisten Richard Mühlfeld, som Brahms allerede kendte fra det stedlige symfoniorkester, der havde fremført flere af Brahms værker, med Mühlfeld som soloklarinetten.


Mühlfeld spillede nu atter for Brahms, denne gang under private omstændigheder, og Brahms blev ramt af ny inspiration så da han vendte tilbage til Meiningen 7-8 måneder senere var det med både en klarinettrio og denne klarinetkvintet i bagagen. Tak til Mühlfeld for således at have vakt den slumrende Brahms og inspirere ham til at skrive to af de smukkeste og mest formfuldendte stykker i kammermusiklitteraturen.


Begge værker står i moll, præges af et behageligt vemod og en smuk melankoli og det er som om Brahms endelig bare kan skrive musik, der ikke skal overbevise nogen om noget, det er en ældre herre, der ”blot” skaber lidt sidste skønhed. Musikken forsøger ikke at skabe drama, at ”problematisere materialet”, at nå fra A til B, den er bare, hvilende i sig selv, roligt strømmende, afklaret. Således er disse to værker måske den endelige Coda på Brahms værk? Vejen til disse to værker har været dramatisk, stormfuld, besværlig, problematisk osv. – men til slut vinder skønheden og roen og det er på sin egen måde vidunderligt at være til, at være blevet gammel, at lade musikken selv bestemme. 

Sted: Ribe Kunstmuseum, Sct Nicolaj Gade 10, 6760 Ribe
Billetpris: Kr.100
Billetter kan købes ved indgangen

Kontakt

EICMF

Ledelse