Begivenhedskalender

Foregående måned Foregående dag Næste dag Næste måned
efter år efter måned efter uge I dag Søg Vælg ny måned
"Sorrig og Glæde” Mozart, Lament og Beethoven, Nordby Kirke, Fanø
Tirsdag, 18 August 2020, 19:30
Kontakt www.eicmf.dk

Wolfgang Amadeus Mozart: Hornkvintet i Es-dur, KV 407

Joke Wijma - horn, Bogdan Bozovic - violin, Dana Zemtsov og Michel Camille - bratsch, Pau Codina - cello

Frank Bridge: Lament for to bratscher 
Michel Camille og Dana Zemtsov - bratsch

Fanny Mendelssohn: Strygekvartet i Es-Dur

Bogdan Bozovic og Sini Simonen - violin, Michel Camille - bratsch, Pau Codina - cello

Ludwig van Beethoven: Strygekvintet "Storm" Op.29

Kana Sugimura og Sini Simonen - violin, Michel Camille og Dana Zemtsov bratsch, Pau Codina - cello

 

Wolfgang Amadeus Mozart 

Hornkvintet i Es-dur K. 407

I.  Allegro

II. Andante

III. Allegro

Mozart var glad for træblæserne, dog ikke i så høj grad for fløjten påstår man. Måske har han ikke mødt en fløjtespiller han blev ven med på samme måde som han gjorde det med musikere på alle de øvrige blæsere? I hornkvintetten kommer inspirationen fra en gammel ven af Mozart-familien – Ignaz Leitgeb der også står fadder til de 4 hornkoncerter fra Mozarts hånd. Leitgeb ernærede sig også som ostehandler – musikerhvervet har altid været en overlevelseskamp…

Man er ikke helt sikker på hvornår præcist hornkvintetten blev komponeret – i begyndelsen af 1780´erne siger man. Kvintetten er speciel i kraft af sine 2 bratscher og sine kun tre satser. Det med bratscherne giver os allerede en forventning om en lidt anderledes klanglig farvelægning end med en ”normal” strygekvartet og de tre satser antyder noget mere koncertant end hvis der var 4 satser. Der er da også næsten en lille kadence i sidstesatsen og hele karakteren er anderledes udadvendt end klarinetkvintetten. Leutgeb har efter alt at dømme været en virtuos hornist; men han beskrives dog også som en noget udannet og ikke lynende intelligent mand. Mozart kunne godt lide at drille ham – godmodigt siges det – med hans manglende viden og især i de to ydersatser portrætterer Mozart hornisten som den lidt brovtende type. For at gøre det godt igen skriver Mozart en mere venlig 2.sats som med musikforskerens Alfred Einsteins ord er ”en kærlighedsduet mellem hornet og violinen”.

 

Frank Bridge (1874-1941): "Lament for to bratscher"
I ethvert land med en musikalsk tradition har man væsentlige komponister man holder meget af og som har betydet meget for musikken i det pågældende land. Alligevel bliver de ikke rigtig til noget i andre lande – det er som om deres tonesprog er forbundet til en bestemt mentalitet, at deres musik ikke er egentligt nytænkende eller at deres musikalske bedrifter overskygges af deres betydning for musikken i andre sammenhænge – det være sig som administratorer, pædagoger eller dirigenter mm.
I Storbritannien må Frank Bridge siges at falde i den kategori. Når han nævnes udenfor Imperiet er det oftest i kraft af hans status som lærer for Benjamin Britten.


Han er nu ikke nogen uinteressant komponist! En musiker der vedblev at udvikle sig gennem næsten hele sit liv – fra en start som romantiker med mere end et strejf at inspiration fra Brahms indtil 1. verdenskrigs rædsler ændrede hans syn på musik og på hvad musik skulle være. Hans tonesprog ændrede sig i ekspressionistisk retning og i løbet af 20´erne og 30´erne blev han mere og mere isoleret fra publikum og det musikalske parnas i takt med at hans musik blev mere kompleks og krævende.

Lament for to bratscher
Frank Bridge spillede bratsch, og i sin egenskab af bratschist spillede han såmænd sammen med både Ravel og Gabriel Faure. ”Lament” for to Bratscher blev skrevet som et af flere værker til en koncert i Albert Hall som Bridge i marts 1912 spillede sammen med en yngre bratschist der blev spået en verdenskarriere som solist.


Bridge ydede ofte noget specielt personligt i sine ”Laments” som han har skrevet nogle stykker af. I denne Lament for to bratscher lykkes det ham til tider at få dem til at lyde som næsten 4 bratscher, hvilket vel ikke mindst skyldes hans indgående kendskab til dette instrument.
Værket falder i tre dele hvor de to yderdele er en langt udspunden melankolsk melodi, midterdelen har en elegant menuetkarakter og flyder ubesværet tilbage til åbningsdelens mere kromatisk prægede dialog. Efter et dynamisk klimaks forsvinder musikken gradvis ind i glemslen.

 

Fanny Mendelssohn (1805-1847): Strygekvartet i Es-Dur


I: Adagio ma non troppo
II: Allegretto
III: Romanze
IV: Allegro molto vivace


Hvis man har svært ved at finde noget om Fanny Mendelssohn, kan det ind imellem hjælpe at søge på hendes giftenavn Fanny Hensel. Fanny Mendelssohn er en af de få kvindelige komponister fra det 19. århundrede, som har opnået en vis berømmelse. Længe i kraft af hendes lillebror Felix, men i de senere år mere og mere i kraft af hende selv og hendes egne værker. Hun komponerede i alt 500 stykker musik, men meget er stadig uudgivet og eksisterer kun i manuskript. Det er sigende at der på den internationale nodedatabase IMSLP stadig kun ligger 21 af hendes værker.


Felix, og resten af familien for den sags skyld, var ikke meget for at Fanny skrev og udgav musik. Enkelte af hendes tidligere værker er sågar udgivet i hans navn, men han var dog ikke i tvivl om søsterens musikalske evner og roste hende gerne i andres påhør – men helst som klaverspiller, hvor han endog sagde at hun spillede bedre end han selv gjorde. Hun har haft en musikalsk Masterbrain, det siges at hun som 13 –årig kunne spille hele Bachs Wohltemperiertes Klavier udenad.
Som 24-årig blev hun gift med en hofmaler og det gav lidt ny luft under vingerne, hun blev mor til sønnen Sebastian og rejste bl.a. til Italien ved flere lejligheder.
Da hendes moder døde i 1842, overtog hun husholdningen for Mendelssohn familien i Berlin, men arrangerede samtidigt koncerter og optrådte som pianist indtil hendes tidlige død, 41 år gammel som følge af en hjerneblødning. Det siges at Felix død et halvt år senere skyldes sorg over Fannys bortgang.

Fanny Hensels kvartet i Es-Dur er fremragende musik, elegant og dramatisk og hvis der havde stået Felix på titelbladet i stedet for Fanny, ville man muligvis ikke have løftet et øjenbryn, det er på mange måder en meget Mendelssohnsk musik man kan høre her – hvis man skal sige noget, er det at Fanny måske er noget mere intens og ekspressiv i sit udtryk end Felix. Og så er hendes satser utraditionelle – at hele 1. sats er en adagio er lidt vovet – det plejer i værste fald at være en kort langsom indledning, der snart afløses af lidt livlighed – men ikke her! Inderligt, smukt og dybfølt hele vejen igennem satsen. 2. satsen er måske den sats man havde forventet som 1. sats og så er den måske alligevel mere en Scherzo i sin karakter – dog uden Scherzoens form. 3 sats er en Romanze – kun finalen er som kan forvente – energisk, virtuos og medrivende.


Denne kvartet er Fannys eneste strygekvartet og en af de første overlevende kvartetter skrevet af en kvindelig komponist. Den blev tilsyneladende kun spillet en enkelt gang i Fannys levetid, Felix brød sig absolut ikke om den, han syntes den var for løs i formen. Fanny selv undrede sig over at hun der ”ikke er en eksentrisk eller overdrevent følsom type” kunne skrive en så voldsom musik – hun tilskrev det sine oplevelser med Beethovens musik som ung pige.

 

Ludwig van Beethoven: Strygekvintet i C-dur Op. 29

I. Allegro moderato

II. Adagio molto espressivo

III. Scherzo: Allegro

IV. Presto

Der er heldigvis en masse gåder tilbage i den klassiske musik – og med lidt held forbliver de uløste!

Hvorfor skrev Beethoven f.eks. en strygekvintet i C-dur i 1801-2? Og hvorfor er den, på en eller anden måde, et ”hemmeligt” Beethoven-værk? 

Hvis man kigger tilbage på Beethovens liv ved vi at han mødte Mozart i 1787 – det var ved den lejlighed at Mozart udtalte om den 10-årige dreng: ”Han vil komme til at lave meget spektakel i verden” – og på det tidspunkt var Mozart ved at færdiggøre sin strygekvintet i C-dur K. 515. Det er da muligt at Beethoven har hørt om den ved dette møde og at det har lagret sig i drengen som noget han også ville gøre når han blev stor?

Hvad vi ved er at værket blev bestilt af dedikeret til Grev Moritz von Fries, som også blev dedikeret d. 7 symfoni. Han modtog et eksemplar af partituret til kvintetten til privat brug og Beethoven sendte et andet eksemplar af partituret til sin forlægger Breitkopf & Härtel som fik rettighederne til udgivelse. I slutningen af 1802 kom det til Beethovens kendskab, at Fries havde givet sit partitur til forlaget Artaria, så de kunne udgive kvintetten. Beethoven blev rasende, og fik Artaria til at love at stoppe deres udgivelse til tidligst 14 dage efter Breitkopfs kom på gaden.

Beethoven forsøgte endvidere at forsinke Artaria udgivelsen ved at rette så meget og med så tyk skrift i korrekturerne, at det ikke kunne læses og bruges. Da Artaria-udgivelsen kom til salg indrykkede Beethoven et læserbrev i Wiener Zeitung hvori han beskrev udgivelsen som ”fyldt med fejl, ukorrekt og faktisk ubrugelig for musikere”. Artaria var ikke glade for dette og sagsøgte Beethoven med krav om at han trak påstandene tilbage; men det skete aldrig.

 Værket er overordnet set i sin karakter ikke den furiøse Beethoven, det er faktisk venlig og imødekommende musik, med en smuk adagio. Også dette kan undre ved dette værk, da det er skrevet i den periode hvor Beethoven udfærdigede sit såkaldte Heiligenstadt-testamente hvori han beskriver sin tiltagende døvhed og antyder tanken om selvmord.

Men det ville jo ikke være Beethoven hvis der ikke var nye og grænsesøgende påfund også i dette værk. I første sats er det mest bemærkelsesværdige at sidetemaet præsenteres i A-dur og ikke i G-dur som det var normen i en C-dur sats. For at komme til A-dur må Beethoven trylle lidt med modulationerne og bygger en fin lille spænding op omkring amol, der bliver dur da temaet foldes ud.

Adagioen er i F-dur, og breder sig roligt og uimodståeligt i en afklaret stemning der er lige dele pastoral og filosofisk.

Scherzoen er let i karakteren, med en trio hvis modulationer må have inspireret Schubert 10-15 år senere og finalen er en presto sats der et par gange i starten bringes til standsning på en fermat for så at suse videre. Det er ikke uforståeligt at nogen kalder denne sats for ”Stormen” men der er også et ”orkanens øje” i denne sats – et pludseligt roligere intermezzo med et glimt i øjet – en Rossini-parodi? Stormen vender tilbage; men det gør ”Rossini” også indtil vi blæses hjem af et sidste stormstød.

Sted: Nordby, Hovedgaden 105A, 6720 Fanø
Billetpris: Kr. 150
Billetter kan købes ved indgangen

Kontakt

EICMF

Ledelse