Begivenhedskalender

Foregående måned Foregående dag Næste dag Næste måned
efter år efter måned efter uge I dag Søg Vælg ny måned
"Musik, sang og teater” med Francine Vis, Det Gamle Elværk, Syddansk Musikkonservatorium,
Lørdag, 22 August 2020, 19:30
Kontakt www.eicmf.dk

Peter Bruun: Libera Me in five movements for Bassoon and Percussion, 

Antti Salovaara - fagot og Christian Martinez - slagtøj

 

 Samuel Barber: "Dover Beach for Voice & String Quartet" Op. 3 

Francine Vis - sopran, Bogdan Bozovic og

Kana Sugimura - violin, Michel Camille - bratsch, Pau Codina - cello

 

Jules Massenet: Elegie for sopran, cello og klaver 

Francine Vis - sopran, Pau Codina - cello, Christian Ihle Hadland - klaver

 

Ernst Chausson: "Chanson perpétuelle" for sopran, strygekvartet og klaver Op. 37

Francine Vis - sopran, Bogdan Bozovic og Kana Sugimura - violin, Michel Camille - bratsch,

Pau Codina - cello, Christian Ihle Hadland - klaver

 

Ludwig Thuille: Sekstet for klaver og blæsere Op. 6, 

Christian Ihle Hadland - klaver, Kerstin Thiele - fløjte, Oliver Nordahl - obo, Ron Chen-Zion - klarinet, 

Joke Wijma - horn, Antti Salovaara - fagot

 

 

Peter Bruun (f.1968) Libera me

Ulige og ufrie dialoger for fagot og slagtøj.
Med inspiration fra Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen.
Et stykke alvorstungt musikcirkus med slagtøjsspilleren som sprechstailmeister og fagottisten som klovnen, der drømmer om frihed.

Prolog
(Je sui un homme libre je suis, un homme libre, je suis un homme libre, je suis un homme libre).

1. Generelle regler og grundlæggende spørgsmål
(gå!)

2. slæber rundt på frihedens vinger
(mangler batterier)

3. FRIHED lighed broderskab

Epilog 
flugtens ynde

Stykkets idé er, at fagottisten i de tre forløb drives - i musikalsk forstand - "rundt i manegen", af slagtøjsspilleren. De skal (skal!) spille det samme, men fagottisten drømmer om frihed og slagtøjsspilleren drømmer om orden og regelrethed. De spiller hele tiden det samme - unisont, eller; det føles unisont - og de har en drøm om harmoni, men de glider hele tiden fra hinanden til frustration og fortvivlelse.
Stykket tænkes udført som et stykke minimalt musikteater, evt. med enkel kostumering, lyssætning mm. Det er tanken, at det også vil kunne udføres som en rent musikalsk opførelse. Peter Bruun

 

Samuel Barber: Dover Beach, Op.3 (1910-1981)

Samuel Barber er uden tvivl en af de populæreste amerikanske komponister i det 20. århundrede.
Hans Adagio for strygere er endda et af de populæreste stykker klassisk musik overhovedet.

Han skrev sit første stykke musik som 7-årig og allerede som 9-årig vidste han at han ville være komponist.
Hans værker indbragte ham Pulitzerprisen 2 gange og stort set al hans musik er indspillet og tilgængelig.

Samuel Barber var ikke altid tilfreds med sine tidlige værker, men det var han med Dover Beach, som han 50 år efter det var skrevet stadig var tilfreds med og ikke mindst overrasket over hvor modent han nu syntes det var lykkedes ham at forholde sig til sammenstillingen af musik og tekst, han syntes nærmest at det virkede helt samtidigt her 50 år efter!
Kort kan digtet siges at beskrive menneskets ensomhed, når det har mistet troen, og naturen kan heller ikke råde bod på denne ensomhed, ikke engang når musikken bliver til en salme i Dur er der egentlig trøst at hente.

The sea is calm to-night,
The tide is full, the moon lies fair
Upon the straights; -- on the French coast the light
Gleams and is gone; the cliffs of England stand,
Glimmering and vast, out in the tranquil bay.
Come to the window, sweet is the night-air!
Only, from the long line of spray
Where the sea meets the moon-blanch'd land,
Listen! you hear the grating roar
Of pebbles which the waves draw back, and fling,
At their return, up the high strand,
Begin, and cease, and then again begin,
With tremulous cadence slow, and bring
The eternal note of sadness in.

Sophocles long ago
Heard it on the Ægean, and it brought
Into his mind the turbid ebb and flow
Of human misery; we
Find also in the sound a thought,
Hearing it by this distant northern sea.

The Sea of Faith
Was once, too, at the full, and round earth's shore
Lay like the folds of a bright girdle furl'd.
But now I only hear
Its melancholy, long, withdrawing roar,
Retreating, to the breath
Of the night-wind, down the vast edges drear
And naked shingles of the world.

Ah, love, let us be true
To one another! for the world, which seems
To lie before us like a land of dreams,
So various, so beautiful, so new,
Hath really neither joy, nor love, nor light,
Nor certitude, nor peace, nor help for pain;
And we are here as on a darkling plain
Swept with confused alarms of struggle and flight,
Where ignorant armies clash by night.
Matthew Arnold (1822-1888)

Jules Massenet (1842-1912): Elegie

I øjeblikket er han vel nærmest glemt, Jules Massenet, men i sin tid var han en yderst kendt og produktiv komponist der bl.a. skrev 34 operaer, hvoraf de 6 dog enten er ufærdige, uopførte og/eller gået tabt. Udover operaerne skrev han Oratorier, balletmusik, orkesterværker, kammermusik og et stort antal sange. 

Han blev i 1878 som 36-årig indvalgt som det yngste medlem nogensinde af Akademi for de skønne Kunster og blev samme år professor i komposition på konservatoriet.

Han kan ikke have været en mand der spildte tiden, og han stod ofte op kl. 4 omnatten for at komponere. Han var endvidere kendt for meget sjældent at komme til prøver og koncerter eller forestillinger med hans musik, så det var ofte han først hørte om sine succeser fra andre, der havde overværet dem. At han ikke havde et mærkbart behov for at høre sin musik kan skyldes at han skal have haft en usædvanlig klanglig forestillingsevne, der betød at det for ham var lige så godt bare at forestille sig den musik han havde skrevet som ligerfrem at høre den...

Hans smukke  elegie for sang og klaver er skrevet omkring 1872 og findes i en lang række udgaver. Den er i sig selv en bearbejdning af et hans klaverstykker med titlen Melodie, der endvidere dannede basis for noget af hans scenemusik til Les Erynnyes. 

Den er så fransk at den er lige til at nyde uden yderligere forklaring.


Ernest Chausson (1855-1899): Chanson perpétuelle op. 37
Ernest Chausson var af en velhavende familie, og han ville være sagfører; men samtidigt trak musikken så meget i ham af han kom på konservatoriet og bl.a. fik Jules Massenet og Cesar Franck som lærere. Hans produktion er ikke overvældende stor men den rummer dog lidt af det hele, sange, kammermusik, orkesterværker - og en enkelt opera som han dog aldrig nåede at se, da den først blev opført i 1900. Han selv var i 1899 styrtet på en cykel på sit gods - det var i cyklingens barndom hvor man kørte uden bremser - også ned af stejle bakker - og styrtet var så uheldigt at Chausson døde af det.
Dette lille stykke er skrevet færdig 10. december 1898. Det var for Chausson et lille afbræk i hans arbejde med sin strygekvartet, og man kan næsten mærke hans oplevelse af at være kommet til en oase på den hårde vej igennem kvartetørkenen ...
Chausson har skrevet at sangen skal fremføres "Langsomt med en karakter af folkesang" og han administrerer så elegant akkompagnementet at det folder sig ud i et tæt samspil med teksten og sangens udvikling.
Den forladte kvinde synger om sin elskede der har forladt hende, taget hendes hjerte med sig og nu har hun kun et at gøre: At gå i havet; men hun vil gøre det med tanken om de mange skønne timer, og vil mærke havet der tager hende som hans omfavnelse.
Teksten er taget fra en digtsamling af Charles Cros; men Chausson tillod sig at udelade et par af stroferne . bl.a. de to sidste for at få en mere dramatisk effekt ud af sangerens sidste ord, ordet "l´absent/den fraværende" .


Bois frissonnants, ciel étoilé,
Mon bien-aimé s'en est allé,
Emportant mon cœur désolé!

Vents, que vos plaintives rumeurs,
Que vos chants, rossignols charmeurs,
Aillent lui dire que je meurs!

Le premier soir qu'il vint ici
Mon âme fut à sa merci.
De fierté je n'eus plus souci.

Mes regards étaient pleins d'aveux.
Il me prit dans ses bras nerveux
Et me baisa près des cheveux.

J'en eus un grand frémissement;
Et puis, je ne sais plus comment
Il est devenu mon amant.

Et, bien qu'il me fût inconnu,
Je l'ai pressé sur mon sein nu
Quand dans ma chambre il est venu.

Je lui disais: « Tu m'aimeras
Aussi longtemps que tu pourras! »
Je ne dormais bien qu'en ses bras.

Mais lui, sentant son cœur éteint,
S'en est allé l'autre matin,
Sans moi, dans un pays lointain.

Puisque je n'ai plus mon ami,
Je mourrai dans l'étang, parmi
Les fleurs, sous le flot endormi.

Au bruit du feuillage et des eaux,
Je dirai ma peine aux oiseaux
Et j'écarterai les roseaux.

11 Sur le bord arrêtée, au vent
Je dirai son nom, en rêvant
Que là je l'attendis souvent.

Et comme en un linceul doré,
Dans mes cheveux défaits, au gré
Du [flot]1 je m'abandonnerai.

Les bonheurs passés verseront
Leur douce lueur sur mon front;
Et les joncs verts m'enlaceront.

Et mon sein croira, frémissant
Sous l'enlacement caressant,
Subir l'étreinte de l'absent.

Que mon dernier souffle, emporté
Dans les parfums du vent d'été,
Soit un soupir de volupté!

Qu'il vole, papillon charmé
Par l'attrait des roses de mai,
Sur les lèvres du bien-aimé!

I engelsk oversættelse:
Trembling trees, starry sky
Trembling trees, starry sky
My beloved has gone away
Bearing with him my desolate heart.

Winds, let your plaintive noises
Let your songs, charming nightingales,
Tell him that I die.

The first night he came here,
My soul was at his mercy;
I no longer cared about my pride.

My glances were full of promise.
He took me into his trembling arms
And kissed me near the hair.

I felt a great quivering.
And then, I don't know how
He became my lover.

I said to him: "You will love me
As long as you are able."
I never slept as well as in his arms.

But he, feeling his heart fade,
Left the other day
Without me, for a foreign land.

Since I no longer have my friend,
I will die in this pool, among
The flowers under the sleeping current.

Arriving on the shoreline,
I will speak his name to the wind,
In a dream that I await him there.

And like in a gilded shroud
With hair tousled at the wind's whim,
I will let myself go.

The happy hours of the past
will glimmer on my face,
And the green reeds will entrap me.

And my breast, shuddering under the caress
of their entwinement,
will believe it submits to the embrace of the one who left.

Ludwig Thuille: Sekstet for klaver og blæsere Op.8 (1861-1907)

I. Allegro moderato
II. Larghetto
III. Gavotte: Andante, quasi allegretto
IV. Finale: Vivace

Og hvem er så Ludvig Thuille vil de fleste nok tænke? I sin samtid, i de kunstneriske miljøer omkring München, var han en anerkendt komponist, der, siden han var 16, havde været nær ven af Richard Strauss, der utvivlsomt er den mest markante af de komponister, der tilhørte Münchener-skolen. Her var man inspireret af Liszt og Wagner, men også Brahms var en ledestjerne. Thuille skrev mest kammermusik, skønt der er både operaer og en symfoni og en klaverkoncert på hans værkliste. Som lærer havde han betydning for Ernest Bloch og Paul von Klenau. Han var i sin tid ganske konservativ og fulgte ikke med Strauss ud i senromantikken, selvom han nåede at lave et klaverarrangement af Strauss Don Juan. Selv om en del af hans musik nu kan findes på CD og på YouTube, er det sjældent at han er på koncertprogrammerne, oftest er det denne sekstet man kan komme til at høre. Der er megen uretfærdighed til i verden, det er ikke kun kvindelige komponister, der bliver overset – det kan også ske for en kapacitet som Thuille, der ellers skriver virkelig godt for instrumenterne, kan sine former og absolut er værd at lægge øre til. En rigtig dygtig komponist på alle måder, men det er ikke altid nok.

Sted: Det Gamle Elværk, Syddansk Musikkonservatorium, Kirkegade 61, 6700 Esbjerg
Billetpris: Kr. 150
Billetter kan købes ved indgangen

Kontakt

EICMF

Ledelse