Antti Salovaara, fagot

Det var lidt skræmmende i starten at finde ud af, at det ikke er så nemt at spille fagot. Jeg spillede den første måned på et plastikrørblad, som jeg fandt i musikskolens instrumentkasse, og jeg avancerede virkelig hurtigt. Jeg var naturligvis i mine tanker på vej til at blive fagottens næste geniale superstjerne, den, der bare ville ændre den måde, vi tænker på alting i livet. Så gik det op for mig, at der er en masse toneøvelser, indstuderingsstykker og skalaer at spille og en masse træmundstykker at lave selv, før jeg overhovedet kunne drømme om et professionelt musikerliv. Instrumentkassen begyndte at føles virkelig tung, og jeg blev meget ked af det et øjeblik.

Jeg mødte nye venner, lærere og andre musikere blandt nogle kommende kolleger, som jeg straks kunne relatere til med hensyn til entusiasme, spilleglæde og den måde, man tænker på sin kunst og musik. At vide, at nogen deler mine synspunkter og kan lide at gøre ting, som jeg også kan lide, var en stærk oplevelse, der gjorde den tekniske grænse så meget mere udholdelig. Jeg tror, jeg valgte kunsten som en måde at leve på, snarere end jeg valgte instrumentet, men jeg er meget glad for, at jeg endte med at spille fagot som min vigtigste ting, det er måske den form for kunst, som jeg på et meget personligt plan nyder mest.